Kongekrone

På denne særlige dag, den 14. januar 2024, er vores lille eventyrland, endnu mere eventyrligt end normalt. Dronning Margrethe, der har regeret i hele 52 år, vælger at abdicere og overdrage tronen til sin søn, kronprins Frederik. Selvom jeg og min familie, normalt ikke er specielt royale, kan vi ikke lade være med at fejre denne begivenhed, sammen med resten ad Danmark. Vi er i dag stolte af vores monarki og glade borgere i et af verdens lykkeligste lande. Der opstår et fællesskab, når sådanne begivenheder finder sted. I København, samles folk på gaderne, mange kommer langvejs fra for at opleve denne historiske begivenhed og alle føler vi os som en del af et stort eventyr.

Her ude på landet, er der andre former for festligheder. Her på Kærby Mølle, fejrer vi dagen ved at unge som gamle mødes og følger tronskiftet i TV. Bordet er dækket med duftende "mormor" boller, bagt med kærlighed og tradition. Champagnen er på køl til senere og chokolademoussen, som vores søn har “bestilt” til vores traditionelle søndagsmiddag, er i dagens anledning pyntet med guldglimmer, for at ære den kongelige begivenhed.

Jeg har været i gemmerne, i vores artikelarkiv og fundet denne artikel, hvor Janne (Anno 1808) lavede kongekroner. Det må da være en god anledning til at lægge den op til dig. Måske du kan nå at lave dig et par små kroner til at pynte middagsbordet med, senere i dag. Du kan læse under billederne, hvordan du gør.

Herfra ønsker vi hans kongelig højhed Kronprins Frederik held og lykke på hans rejse som konge af Danmark. I dag fejrer vi ikke kun en ny konge, men også fællesskabet og glæden ved at dele særlige øjeblikke.

Rigtig god søndag til dig. Kram fra Vivian

Du skal bruge:

Blomstertråd/elefanttråd, sort, uglaseret.
Blomstervindseltråd på rulle, sort, uglaseret.
Diverse perler, mønter, smykkedele m.m., helst i hvide farver eller metal.
Gips.
Hvid maling.
Antik voks. 

Start med at sætte nogle stykker elefantråd sammen ved at lade dem lappe ind over hinanden, og vikl så vindseltråd rundt om dem for at holde dem sammen. Form herefter en ring af tråden omkring en dåse eller en vase i den ønskede størrelse. Når du har lavet din metalkrans, samler du den med vindseltråd, gerne så vindseltråden er viklet hele vejen rundt på kransen. Til kronens spidser tager du et stykke elefanttråd og bukker det i v-form. Hvis du laver en større krone, laver du flere stykker V-formede takker, så du har nok til at fylde din metalkrans op hele vejen rundt. Om du vil have spidse takker eller nogle i blødere former, vælger du selv. De V-formede takker vikles nu omkring din krans, så de sidder godt fast og med samme afstand hele kronen rundt. Nu pynter du kronen ved at vikle vindseltråd omkring hele kronen, samt takkerne. Det gør ikke noget, at det er lidt løst eller sjusket, for det skaber blot en god virkning. Du kan trække perler på vindseltråden og vikle dem tilfældigt med rundt som pynt på kronen. Kronen kan eventuelt pyntes med mønter eller gamle smykkedele, og her kan du prøve dig frem med de ting, som du har på lager, eller som du finder på et loppemarked eller i genbrugsbutikkerne. Nu dyppes hele kronen i en tynd gips blanding, som derefter skal tørre. Til sidst males kronen med hvid maling, efterfulgt af lidt antik voks, som får den til at se ekstra patineret ud. Du kan også male den med guldmaling eller andre farver maling. 

Chokolademousse.

200 gram Mørk chokolade - jeg bruge en blanding af hvad jeg havde tilovers fra jul, så der var også lidt orangechokolade og andet godt imellem.
3 Æggeblommer.
3 spsk. sukker.
1 tsk. vaniljesukker.
5 dl. piskefløde.
100 g mandelsplitter.
1 tsk. sukker.
Spiseligt guldglimmer

Pisk æggeblommer luftige, med sukker og vaniljesukker. Smelt chokoladen over vandbad. Pisk fløden. Vend æggemassen i flødeskummet og vend derefter chokoladen deri. Kom moussen i en skål. Rist mandelsplitterne på en tør pande, tilsæt en tsk. sukker. Drys over moussen, når de er kølet lidt af. Drys med spiseligt guldglimmer. Jeg havde en enkelt “summerbird” chokoladesommerfugl tilbage, som jeg puttede på som ekstra pynt.

Forrige
Forrige

Liv i den gamle fabrik

Næste
Næste

Udgave 1 2024