Lupiner

Duften af honning og synet af skønne lupiner, der optræder i flok, er nok det dejligste varsel om, at nu er sommeren kommet. Fra hvid og cremet til rosa, violet og pink over til de klassiske blå nuancer dukker disse skønne blomsteraks op overalt, hvor de trives. Se med her og bliv forelsket i denne skønne, gamle staude.

I begyndelsen af 1800-tallet hjembragte sømænd frø af denne skønne plante. Lupinen blev indført i haver i det meste af Europa og er siden dukket op i naturen. Efterhånden er den meget udbredt og vil af mange betegnes som værende ukrudt. Det er lunefulde planter. Plantes de på steder med mager, stenet og sandet jord, vil de stortrives og brede sig meget. Plantes de derimod i kalkholdig eller næringsrig havejord, er det fuldstændig umuligt at få dem til at overleve.

Lupiner kan anvendes mange steder i haven. Du kan lade dem indgå med andre stauder i bedene. De er fantastisk smukke med akelejer, storkenæb, spansk kørvel og bonderoser. De farverige planter er også smukke nok til at vokse alene i et bed midt på græsplænen. Da blomsterne i en gruppe lupiner ofte har forskellige farver, og da selv farverne på ét blomsteraks kan være forskellige, er det let at skabe en flot effekt. Er du til romantiske bede med stauder og roser, er lupiner et must. Til haver i landlig og naturlig stil er de selvskrevne. Til sommerhusgrunden passer de helt naturligt ind.

Fakta om Lupiner
Lysforhold: Sol-halvskygge.
Blomstring: Maj-juli.
Højde: 75-100 cm.

Farver: De fleste lupiner er to-farvede. Hvid, creme, lyserød, rosa, dæmpet pink, abrikos, lysegul, gul, teglrød, dæmpet violet, mørk violet, dæmpet blå og mørk blå. Jord: Mager, stenet og næringsfattig jord. Pasning og pleje: Så vidt mulig ingen gødning. Højst sparsom gødning om foråret. Remontering: Hvis lupinerne klippes ned efter den første blomstring, kommer endnu en blomstring senere på sommeren. Den er dog ikke så kraftig, som den første. Buketter: Lupiner holder rimeligt i buketter, men de begynder ofte at drysse efter nogle dage. Vind og vejr: Lupiner er fuldt ud hårdføre og absolut ikke sarte overfor vind og vejr. De vil for eksempel trives storartet på en sommerhusgrund.

Forrige
Forrige

Yndige Akeleje

Næste
Næste

Orangeri fuld af grønt