Smukke sommerbuketter

Er du den heldige ejer af en staudehave, er det skønt at kunne binde sine egne buketter til middagsbordet. Det er også hyggeligt at kunne binde en buket, hvis du impulsivt skal på besøg hos nogle venner. Det er ikke så svært, men kræver dog lidt øvelse. For at få det bedste og mest holdbare resultat, er det meget vigtigt, at blomsterne er helt vandmættede, inden de bindes. Det er en fordel at klippe blomsterne så tidligt, eller sent på dagen, som muligt. Her er de mest saftspændte af duggen. Tag en spand med vand med ud i haven, og kom de afklippede blomster direkte over i vandet, så de ikke når at tørre ud på snitfladen. Lad dem stå i rigeligt lunkent vand i mindst et par timer, inden du binder dem.

En buket skal bindes i en spiral. Dette gør, at stænglerne beskytter hinanden for det tryk, der kommer fra bindesnoren. Når du først har spiralen på plads, er teknikken ens, uanset om det er en lille og tætbuket, eller en luftig og åben.

Start med at rengøre stænglerne på blomsterne og det grønne fyld, du eventuelt binder imellem. Er det en luftig buket, du vil lave, fjerner du blade op til cirka halvvejs på stænglen. Er det en lille og tæt buket, skal der kun være cirka 10 cm stængel, hvor der må være blade på. Det er vigtigt at stænglerne er helt rengjorte, da blade og knopper vil få vandet til at rådne hurtigere og derfor forkorte bukettens levetid.

Tænk lidt over former og farver, samt duft, når du vælger blomster til din buket. Det er vigtigt, at der er variation i buketten, for at give et spændende helhedsindtryk. Vælg gerne én blomst som hovedtema, og gerne i flere forskellige farvenuancer. Krydderurter, som det grønne, mellem blomsterne giver et fint spil. Især de småbladede og gråtonede af slagsen er gode, og duften er kun et ekstra plus.

Start med en enkelt blomsterstilk og kryds den næste stilk henover. Et godt trick er, at lade blomsterne køre til venstre (til højre hvis du er venstrehåndet). Læg blomsten vandret, langs håndryggen, før de vippes ned under tommelfingeren. Det virker lidt overdrevet de første gange, men teknikken gør, at du ikke kan undgå at få spiralen til at vende den rigtige vej. Så prøv det nogle gange, indtil det hænger fast. Skal du vende buketten undervejs, gøres det nemmest ved at klemme alle stilkene sammen med hånden, og vende buketten forsigtigt. Afslut buketten med at binde snor eller bast et par gange rundt om stilkene, igen uden at slippe buketten. Sørg for at din vase er helt rengjort og fyldt med rent vand.

Hvis du anvender syrener i buketten, skal disse have en lidt hårdhændet behandling, for at kunne suge mest muligt vand. De træagtige stængler kan nemlig godt være en anelse svære at få til at suge vand og derfor kan du med fordel lave et langt skråt snit og derefter banke stænglen flad med en hammer eller skaftet af en kniv eller saks. Buketten her består af lilla roser, lyserøde og lilla lupiner, allium, blomster fra purløg, sølvpoppelgrene, lavendel og diverse krydderurter uden blomster.

Forrige
Forrige

En sø i haven

Næste
Næste

Tines orangeri