Hyggelige græskar af stof

Hvis du har en masse stofrester og blonderester, kan du nemt forvandle dem til disse skønne græskar. Det er genbrug, når det er bedst, og så kan du endda gemme dem fra år til år. Vi har brugt både gamle kjoler, duge og gardiner til disse. Nederst i artiklen kan du se en lille video om, hvordan du laver græskarrene. Græskarrene kan laves i alle størrelser og tekstiler. Brug dem som bordkort, som pynt på spisebordet eller en bakke, hylde eller en trappe. Sæt gerne lanterner eller lysestager og blomster sammen med dem for at skabe et smukt stilleben, der holder for evigt.

Til søde stofgræskar skal du bruge:
Stofrest
Vat/fyld (vi genbrugte vat fra en gammel pude)
Snor
Et lille stykke af en gren
Eventuelt en symaskine
Limpistol

Klip et rektangulært stykke stof ud. Fold det på midten med bagsiden udad, og sy rundt i kanten med symaskinen. Du kan også gøre det i hånden, hvis du ikke har en symaskine. Vend "posen", så den flotte side vender udad. Prop fyld i, indtil posen er fyldt 2/3 op. Bind en snor løst omkring den. Før en pind ned i hullet, og stram godt til. Klip det overskydende stof af, og vikl snoren omkring flere gange. Nu skal du binde snoren omkring stoffet, så græskarfaconen opstår. Det er ikke så vigtigt, at de sidder symmetrisk. Vikl snoren omkring det antal gange, du synes, for at det hele ser harmonisk ud. Til sidst vikler du mere snor omkring for at holde på det hele. Lim det sidste stykke snor fast med limpistolen.

Forrige
Forrige

Tørrede æbleringe

Næste
Næste

Lav selv kranse af materialer fra haven og skoven