Lav selv dine pilestativer

Pil er et taknemmeligt materiale, som kan bruges til mangt og meget. Vi ønskede os et fint indgangsparti til vores lysthus, nede ved JDL, for nogle år siden. Det skulle være noget, vi selv kunne lave, og det skulle ikke være så massivt, at det ville løbe med al opmærksomhed. Vi valgte at flette to høje pilestativer, hvor vi kunne plante klematis op ad.

Du skal bruge pil i to forskellige tykkelser. Pil kan købes hos mange pileflettere. Der er også kommet flere større producenter, hvor du bare kan bestille det på nettet. De kraftigste og de længste pil skal du bruge til selve stativet. De mindre pil skal du bruge til at flette med. Flettepilen skal lægges i blød i vand i cirka 8-10 dage før brug.

Start med at lave en rund skabelon i et stykke træ eller kraftigt pap. Selve cirklen skal være lidt større end den diameter, du forventer, at dit stativ skal have. Så borer du 16 huller med cirka lige stor afstand imellem og med en diameter, som passer til dine kraftigste pilestokke. Vi har lavet skabelonen, så den passer oven på en krukke, så har du mere styr på det, når du skal til at flette. Stik en pil i hvert hul og saml dem løst i toppen med en snor.

 

Så sorterer du dine blødgjorte pil i grupper på tre, som skal være i samme tykkelse og cirka samme længde.

 

Nu lægger du den tykke ende af hver pil ind i hver sit mellemrum mellem dine tykke pil. Den tykke ende skal hvile op ad den foregående pil, så den ikke smutter ud af hullet.

 

Du starter med pil nr 1. Den tynde ende føres hen foran to tykke pil og kommer ud i næste ledige mellemrum. Det samme med pil nr 2. Foran to tykke pil og ud i næste ledige mellemrum. Det samme med pil nr 3. Herefter er det pil nr 1 igen, pil nr 2, osv., indtil der ikke er mere pil at flette med. Sørg for, at enderne på pilen slutter bag en tyk pil, igen så den ikke falder ud.

 

Når pilen er sluppet op, skal du øge med en ny pil. Her gør du det samme som fra start. 3 pil ind i hver sit mellemrum, hvor den sidste pil slap op. Så fletter du igen. Fortsæt til du synes, at din fletning er bred og kraftig nok. Du kan bruge et stykke jern til at slå det flettede stykke sammen med. Læg jernet ind i hvert mellemrum og slå på det med en hammer. Klip pilen skråt af ved hver afslutning.

 

Det kan være svært at holde faconen på dit stativ samtidig med, at du også skal have din næste fletning til at ligge lige. Vi har derfor sat en lille krukke ind i stativet som en lille hjælper.

Du fletter nu på samme måde som din første fletning. Du kan eventuelt binde din første pil fast, så du har lidt mere hold på det hele. Husk at afslutte, så enderne ligger bag en tyk pil. Det giver det flotteste og mest holdbare resultat. Du kan lave alle de flettede bånd op ad stativet, som du ønsker. Vi har valgt, at to kan gøre det her.

 

Til slut finder du en lang, tynd, opblødt pil, som skal bruges til at lukke toppen med. Husk lige at tage den lille hjælperkrukke ud først. Stik pilen på tværs ind imellem dine tykke pil og sno pilen meget stramt omkring hele toppen af stativet. Afslut ved at trække enden af pilen under et par af dine snoninger. Så har du et pilestativ.

 

Løft stativet op af krukken og fjern forsigtigt din træ skabelon. Så har du dine kraftige, lange pileender, som du kan grave godt ned i jorden, så stativet står fast og godt, selv i blæsevejr.

Forrige
Forrige

Æg med decoupage

Næste
Næste

Kliplinger