Søde sager med ingefær

Ingefærrødder bliver brugt som krydderi i mange asiatiske retter, men her i den vestlige verden bruger vi dem dog oftest i det søde køkken. Det giver vi dig lidt inspiration til her. På denne årstid, hvor vinterkulden suser om ørene på os, er ingefær desuden rigtig sundt og godt, blandt andet som et ”shot” hver morgen. Du får også en nem opskrift på disse ”shots”.

Helbredende virkning
Dette rå ingefærshot er genialt, fordi du får mest udbytte af ingefæren ved at spise roden rå. Ingefær bekæmper både betændelse, kvalme, slidgigt og muskelømhed, og den styrker dit blodtryk og dit immunforsvar. Det er veldokumenteret, at ingefær beskytter dit kredsløb mod åreforkalkning, og derudover skulle den efter sigende også være god mod forkølelse. Ud over disse opskrifter er frisk ingefær god i marinader, alle former for wokretter, sushi, supper og smoothies. Når man først kommer i gang, finder man hurtigt mange måder at bruge denne geniale rod på for at styrke helbredet.

Sådan kan du selv dyrke ingefær
Det er meget let at få ingefær til at danne rødder, hvis du følger et par vigtige råd, som sørger for, at de ikke rådner. Tricket er at plante ingefærrødderne, når det er varmt udenfor, plante dem i spagnummos eller et andet åndbart materiale, og at vande dem meget lidt, indtil de danner blade og kan pottes om. Du kan godt starte processen op på en lun vindueskarm her i foråret.

Rå ingefærshot

4 økologiske citroner,
1 stor knold ingefær,
4 dl vand,
1 spsk akaciehonning.

Pres citronsaften ned i en blender og riv citronskrællen deri. Skræl ingefæren og skær den i tynde skiver, tilsæt vand og honning og blend det hele sammen. Si saften igennem en finmasket sigte, så trevlerne sies fra. Kan drikkes som ”shot” hver morgen eller kommes i kogende vand for at lave en dejlig ingefær-te. Brug ca. ½ dl til en kop te.

Cheesecake
260 g Digestive-kiks,
60 g smør, 600 g flødeost,
300 g mascarpone, korn af 1 vaniljestang,
1,5 dl syltede ingefær,
4 spsk flormelis,
3 dl piskefløde,
500 g æbler,
100 g sukker.

Rens og skær æblerne i små stykker. Drys sukkeret over. Kog dem i et par minutter, indtil de kun lige er blevet møre. Tilsæt et par skefulde hakkede, syltede ingefær. Hak kiksene fint i en foodprocessor og bland dem med smeltet smør. Fordel blandingen i bunden af en springform. Rør flødeost, mascarpone, vaniljekorn, syltede ingefær og flormelis sammen i en skål. Pisk fløden til skum og vend den i flødeostecremen. Kom æblekompot på kiksebunden og derefter ostecremen.

Ingefærsnitter, 20 små
200 g smør,
350 g hvedemel,
150 g flormelis,
1 spsk vaniljesukker,
1 æg,
1,5 dl hakkede syltede ingefær.

Glasur: 200 g flormelis, 2 spsk vand.

Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Tilsæt flormelis og vaniljesukker og saml hurtigt dejen med ægget. Stil dejen tildækket i køleskabet i ca. 1 time. Del dejen i 2 portioner. Rul hver portion ud til en firkant. Del igen dejen på langs og bag de 4 dejplader på en plade med bagepapir, indtil de er gyldne, ved cirka 180 grader. Lad kagerne køle helt af på en bagerist. Rør glasuren sammen. Smør de hakkede ingefær på 2 af kagerne og glasuren på de andre 2. Læg dem sammen med glasuren opad. Skær kagerne ud i små ruder.

Farmors ingefærkager, 40 stk
300 g mel
10 g gær
300 g sukker
100 g smør
1 æg
½ tsk natron
1 spsk friskrevet ingefær

Opløs gæren med lidt af sukkeret og rør derefter alle ingredienserne sammen. Rul dejen ud til 4 lange ruller. Pres dem lidt flade og læg dem på en bradepande på et stykke bagepapir. Bag dem i cirka 10 minutter ved 200 grader midt i ovnen. Læg dem over på et skærebræt og skær skrå snitter med en bredde på 3-4 cm. Lad snitterne køle af. Opbevar dem i en tætsluttende beholder.

Sylede ingefær
300 g ingefær
vand, 1 knsp salt
3 dl sukker
1 dl vand
1 kanelstang

Skræl ingefæren og skær den i små stykker. Kom stykkerne i en gryde, dæk med vand og drys salt i. Kog blandingen under låg i 30 minutter og afdryp så ingefæren. Kom sukker, vand og kanelstang i en tykbundet gryde. Kog blandingen op og lad den simre i ca. 10 minutter. Vend ingefær i lagen og lad blandingen simre under omrøring, indtil den bliver til sirup. Det tager 10-15 minutter. Kom ingefær og lage i et sylteglas.

Forrige
Forrige

Vintermad: Kylling med rodfrugter

Næste
Næste

Kardemommesnurrer